Billed Politik – brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie

Interview af Kathrine Bolt Rasmussen, Overgaden

Kathrine Bolt Rasmussen: Du er i din aktuelle udstilling på Overgaden inspireret af teatrets måde at skabe fortællinger og iscenesætte rummet på. Vil du starte med at fortælle, hvad det er ved teatrets form, der interesserer dig?

Jakob Jakobsen: Udstillingen tager udgangspunkt i teatrets sorte rum. Den form, man inden for teatret kalder black box, og som kan ses som en parallel til galleriets hvide kube, men som alligevel har en fundamentalt anden måde at fungere på. Det interessante ved den sorte boks som ramme er, at den skaber et helt andet rum end den hvide boks. I modsætning til det hvide rum, der er klart geometrisk defineret, er det sorte rum formløst. Hjørnerne forsvinder i den sorte boks og rummets geometriske karakter fortoner sig i mørket, hvilket skaber en helt anden form for perception, en anden form for krop i rummet. Derudover har jeg egentlig altid syntes, at kunstrummet har fungeret som en scene. Kunstrummet er en scene, hvorpå man præsenterer sit arbejde, også selvom det som regel bliver præsenteret på en anden måde end i teatret. Derfor tænkte jeg, at jeg ville acceptere det forhold og helt bogstaveligt gøre kunstrummet til en scene. Så det var bl.a. af den grund, at jeg besluttede mig for at arbejde med teatret som form.

En anden del af min refleksion omkring teatret knytter sig til teatrets produktionsform, som altid er kollektiv. Selvom det selvfølgelig er mig, der står som underskriver, ligesom instruktøren står som underskriver i forbindelse med en teaterforestilling, så er produktionsformen i forbindelse med teatret kollektiv og involverer alle mulige faglige og kunstneriske kompetencer – det er ikke blot den isolerede kunstner, som præsenterer sit værk. I min øvrige, mere selvorganiserede praksis arbejder jeg altid kollektivt, og denne mere åbne og dynamiske produktionsform ønskede jeg at bringe med mig i forbindelse med denne udstilling. Derfor fungerede teater godt som model, idet jeg har samarbejdet med rigtigt mange i forbindelse med Billed Politik. Dog ingen skuespillere.

Et sidste aspekt er, at jeg mener, at kunst handler om fremstilling af billeder, om det imaginære, om at skabe forestillinger. I den forbindelse er det sjovt, at ordet forestilling  på både dansk og tysk knytter teaterets ydre forestilling sammen med bevidsthedens indre forestilling. Det er måske netop heri, at muligheden i det sorte rum ligger; at få den indre og den ydre forestilling til at smelte sammen.

KBR: Som udstillingens titel Billed Politik – Brudstykker fra samtidshistorien betragtet som tragedie peger på,trækker du også veksler på en særlig genre inden for teatret til at iscenesætte din udstilling. Hvorfor har du har valgt netop tragedien som ramme for udstillingen?

JJ: Det, jeg altid har fundet udfordrende ved det kunstneriske arbejde, er det arsenal af former, som kunsten tilbyder. At spille eller lege med de former, som kunsten rent genremæssigt tilbyder. Og tragedien giver i sin form nogle muligheder for at reflektere over forskellige sociale og eksistentielle forhold. Det er interessant at bruge tragedien som et redskab til at analysere nogle relationer, nogle følelser og nogle strukturer på en anden måde, end man kan, hvis man for eksempel går teoretisk til materialet. Kunst er et sprog, og det er netop i det lys, jeg er fascineret af tragedien. Det interessante ved tragedien som form er, at den ikke bare handler om nogle ulykkelige omstændigheder, tragedien handler også om indbyggede konflikter, om uløselige konflikter, som er indbygget i systemet, og det er de konflikter, der fører til, at systemet bryder sammen. Jeg synes, at det skæbnesvangre sammenbrud, der som regel indfinder sig i de tragiske fortællinger, har nogle paralleller til den måde, samfundet udvikler sig på for tiden, hvor der efter min mening findes nogle uløselige konflikter indbygget i systemet, som er med til at splitte det. Man kan sige, at jeg ved hjælp af tragedien forsøger at kigge ind i konflikten, ind i selve sammenbruddet, for måske at kunne forstå dette sammenbruds logik.

KBR: Udstillingen udspiller sig i tre akter eller former sig omkring tre scener. Vil du kort sige lidt om disse scener?

JJ: Udstillingens tre scener tager udgangspunkt i nogle sociale og politiske konfliktområder, som jeg har engageret mig i gennem de sidste 4-5 år. Overskrifterne for de tre scener er henholdsvis: territoriet, lejren og byen. Territoriet, der danner udstillingens første scene tager udgangspunkt i mine rejser i Palæstina og forholder sig specielt til besættelsen af Vestbredden, og til hvordan et rum er organiseret i en situation, hvor en besættelsesmagt forsøger at konsolidere og udvide sit herredømme over et bestemt territorium. Men jeg bruger territoriet som et billede på forhold, der findes så mange andre steder, så man behøver ikke nødvendigvis at forholde sig specifikt til Israel-Palæstina-konflikten. Det handler altså om mere generelle forhold omkring territorium, grænser og herredømme, som, jeg mener, er almene, og som man også kan se i vores eget samfund.

Udstillingens anden scene, der handler om lejren, tager udgangspunkt i en bestemt aktion, som jeg var med til at organisere i 2008, en aktion, der blev kaldt Luk Lejren. Aktionen var et folkeligt forsøg på at lukke asylcentret Sandholmlejren, og den fortælling handler om, at en gruppe aktivister, bedstemødre, studerende og alle mulige andre mennesker forsøgte at tage hegnet ned omkring asylcentret Sandholm. En lejr som Sandholmlejren er et konkret vidnesbyrd om, at vores samfund er baseret på sortering af kroppe i ønskede og uønskede, hvilket denne aktion søgte at udfordre. Samtidig viser den her fortælling også, hvad politiet eller magten er villig til at gøre for at forsvare hegnet og opretholde billedet af lejren.

Udstillingens tredje scene er byen og den tager udgangspunkt i, hvordan byen København, og specielt Nørrebro har udviklet sig inden for de sidste 10 år. Det billedmateriale, jeg bruger, er optagelser fra 1. og 2.  marts 2007, hvor byens rum pludselig blev fuldstændig reorganiseret efter, at Ungdomshuset var blevet stormet. De konflikter, som længe havde præget bydelen, brød pludselig ud i lys luge, byen blev mørklagt, og der var oprør og bål i gaderne. Det var, som om en anden by lige pludselig blev synlig, idet den gældende orden brød sammen, og kaos fik lov til at vise sit ansigt. Det er de tre fortællinger, jeg tager udgangspunkt i i udstillingens tre scener.

KBR: Omdrejningspunktet for udstillingen er billedpolitik og det forhold, at en reelt eksisterende politisk offentlighed i dag synes erstattet af et altdominerende billedregime. Gennem de sidste år, i særdeleshed siden terrorangrebet d. 11. september 2001, har vi været vidner til, at kampen med og om billeder er taget yderligere til i styrke. Hvori ligger billedets magt og svagheder?

JJ: Billedet er jo på mange måder magisk, idet det er meget vanskeligt at kontrollere. Billeder har altid været knyttet til repræsentation af magten på den ene eller anden måde, hvilket man bl.a. kan se i historiemaleriet eller krigsmaleriet, der redegør for magtrelationer, fx for hvem der er hærlederen, hvem der er kejseren, hvem der er den suveræne. Så på den måde har billeder altid været med til at iscenesætte magten og har på mange måder været relateret til magten og dens måde at forstå sig selv på.

Med det moderne varesamfund er det måske ikke så meget enkeltstående billeder, det handler om, men nærmere hele pakker af billeder eller hele forestillinger, der bliver produceret, og som iscenesætter et magtsystem; billeder af lykkelige familier, der spiser dét eller dét morgenmadsprodukt og så videre. Siden den såkaldte ’krig mod terror’ er billedet blevet en central faktor, der har medvirket til at styre forestillingen om allieret og fjende, det gode og det onde, på en meget aggressiv måde. Billedet har simpelthen været en del af krigsførelsen, og det har været meget nøje iscenesat, hvordan krigen, de politiske ledere og krigshandlingerne er blevet repræsenteret i den vestlige verden.

Det må man selvfølgelig se på baggrund af de erfaringer som fx Vietnamkrigen gav om, hvordan billeder kunne vække folkelig harme og modstand, og derfor er skadelig for magten. Det er bl.a. derfor, vi stort set ikke ser vores egen vold, den vestlige alliances vold, i medierne i dag. Vi ser kun de andres vold. Vi ser terrorangrebet d. 11. september, vi ser selvmordsbomberne i Bagdad, Mumbai og London, men det er meget sjældent, at vi ser de vestlige missiler, der slår ned i landsbyerne i bjergegnene i Pakistan. Så vores egen vold er usynlig, vi ser kun de andres vold.

Dog må man konstatere, at billedet alligevel har en evne til at undslippe disse billedregimer. Det blev bl.a. synligt, da vi så billederne fra Abu Ghraib, for dér så vi lige pludselig vores egen vold, den statssanktionerede tortur, og dette var med til at bryde alle illusioner. Selvom der havde foreligget mange rapporter, og der var skrevet mange kritiske artikler, som antydede, at der havde været anvendt tortur flere steder, så var det faktisk billederne, der skabte skismaet. Det altdominerende billedregime, vi lever under, det viser altså på mange måder, hvor bange magthaverne er for den folkelige opinion. Billederne er blevet en integreret del af krigen. Og det har tråde helt tilbage til forbrugersamfundets opståen, hvor billederne blev taget i anvendelse til at markedsføre produkter og livsstile. I dag markedsføres krigen.

KBR: Hvordan ser du kunstens rolle i den her aktuelle politiske repræsentationskamp? Er det muligt at skabe visuel modstand og reproducere verden på en anden måde?

JJ: Jeg synes, at kunsten har været meget fraværende i kritikken af den krigsførelse, der har fundet sted. Og det, tror jeg, har at gøre med, at kunsten inden for de sidste 10-15 år er blevet bundet op på et økonomisk boom, som har gjort, at kunst i overvejende grad også reproducerer de her markedsrelationer. Så selvom der måske er kunstnere, der har arbejdet med krigstemaet, så har det tit været som en form for krydderi for deres salg af billeder, snarere end som en kritik af den måde, hvorpå krigen er blevet repræsenteret.

På den anden side er jeg sikker på, at kunsten godt kan være med til at diskutere og kritisere de former, billedet tager, og det billedregime, der bliver produceret. Det burde være muligt ud fra den billedkunstneriske viden. Men problemet er selvfølgelig også, at offentligheden i en bredere forstand har været meget begrænset. Det har været meget svært at danne modbilleder imod krigen mod terror, ikke alene for kunstnere, men også for borgere og aktivister. Det kunne man se, da en million mennesker demonstrerede i London uden, at det har haft nogen som helst betydning, hverken politisk eller folkeligt – der blev ikke skabt nogen billeder af en aktiv modstand.

KBR: Den aktuelle udstilling samler trådene fra en række af de projekter, du har arbejdet med gennem de sidste år, hvor du så at sige har bevæget dig på gadeplan bl.a. for at dokumentere de konflikter og konfrontationer, der finder sted i det offentlige byrum, som bl.a. rydningen af Ungdomshuset og Luk Lejren-aktionen. Du har ligeledes arrangeret en række seminarer, udgivet pamfletter og været en fast del af det aktivistiske miljø i København. Dine projekter har sjældent været præsenteret i mere traditionelle udstillingsrum, og det er første gang, du viser en større soloudstilling herhjemme. Hvorfor ønsker du med denne udstilling at indgå i et mere traditionelt kunstrum? Hvordan kan kunstrummet bruges i denne sammenhæng?

JJ: Jeg ser det som en mulighed for at udvide mit arbejde. Men grunden til, at jeg valgte at gå i den retning, var, at jeg oplevede, at kunstrummet åbnede sig en smule, efter at det økonomiske boom var afmattet. Et økonomisk opsving, som jo på mange måder havde defineret den kunst, der blev skabt. Næsten al kunst blev formidlet gennem gallerierne, og de normer, som gallerierne stillede for kunstproduktionen, blev gældende også i de institutionelle rum. Men da hele det økonomiske boom kollapsede, virkede det som om denne kommercielt definerede ramme for kunstproduktionen, i hvert fald i København, mistede noget af sin kraft. Så jeg oplevede, at kunstrummet pludselig var ledigt, og at det ikke var så snævert defineret, som det havde været i en periode, hvor bestemte praksisformer blev fremhævet frem for andre. Så jeg syntes, der her var en mulighed for at bruge Overgaden som en platform for at diskutere billedet som en politisk størrelse. Jeg syntes, det var interessant at repolitisere diskussionen omkring billedet både inden for kunsten og i samfundet som sådan, og det håber jeg så at kunne være med til at katalysere gennem den her udstilling. 

KBR: Udstillingen har karakter af en aktuel samfundsdiagnose. Hvor er vi ifølge dig på vej hen, og hvad skal der til for, at en ny kritisk offentlighed kan tage form?

JJ: Nu må vi jo se – egentlig er jeg temmelig skeptisk. Altså denne her udstilling handler jo om den fortabelse, som sammenbruddet af den politiske offentlighed har medført. Hvad betyder det ingen stemme at have? På den måde bevæger jeg mig ind i et område, som undersøger den personlige og politiske lammelse, som udviklingen siden 9-11 har medført. I den neo-liberale mainstream bliver alle konflikter pakket ind i løsningsorienteret new-speak og medieret gennem forskellige markedsfix. Det kan man jo se med fx klimakrisen, der næsten udelukkende er blevet betragtet som en ny mulighed for ekspansion, en mulighed for at skabe endnu en gevinst uden at skele til, at det rent faktisk er netop den tankegang, der er med til at ødelægge klimaet. Ligeså med finanskrisen, hvis paradoksale løsning var mere forbrug. Så hele denne form for positiv tænkning, der ligger i neo-liberalismen – at man altid skal komme med konstruktiv kritik, føje nye ting til systemet – er jeg ikke interesseret i at reproducere. Jeg er faktisk mere interesseret i at pege på de konflikter og paradokser, der ligger i systemet, og se på det forfærdelige, der måske kendetegner vores eksistens, snarere end bare at sige, at “det problem er jo fint, det må vi forsøge at løse med nogle nye produkter”. Jeg er interesseret i at undersøge negationen, at undersøge, hvad der sker, når systemet bryder sammen. Og i det sammenbrud ser jeg nogle muligheder. Men vi bliver nødt til at være tilstede i sammenbruddet og ikke komme med nogen fejlagtige forhåbninger.

Interviewet fandt sted den 11. januar 2010 i København.