Billed Politik
- Brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie.

Manuskript:

Prolog (rum a):
Vi ved ikke, hvad vi skal sige. Forestillingen er blevet overtaget. Det er rammen. Vi står i billedet. Vi genkender det. Vi ved ikke, hvad vi skal sige.

Forestillinger produceres. Forestillinger tager form efter den måde, der produceres på i samfundet. Det synlige fremstilles. Forestillingerne er samfundets produktion, og de producerer samfundet. Billederne skaber det sammenhængende visuelle miljø. De giver os fornemmelsen af at være en del af noget fælles. Forestillingerne produceres for at få en splintret verden til at virke sammenhængende.

Forestillingerne sælges til os som færdige pakker. De har varens natur. Branding Denmark, Udlændingeservice, Tast-Selv-Borger, dinmening.dk. Varen er kilet ind i alle relationerne. Billedet er varen. Også krige bliver markedsført. 

Forestillingerne opretholdes af billedstrømme, der former de stemmer, som er mulige i dette flimrende miljø. Kun de ytringer, som er indprogrammeret i forestillingerne, kan forståes. Kun den adfærd, som kan repræsenteres, findes. Alt andet forsvinder. Der er ikke andre forestillinger. Der er ikke noget udenfor.

Billederne har altid brudt ind i livet, ligesom begæret. Billederne har altid åbnet perspektivet, ligesom begæret. Billederne har en magisk kraft. Derfor har der været en konstant kamp om at kontrollere billedet. Repræsentationen skal styres. Forestillingen er blevet overtaget.

Billederne har ildens kraft. Og ildens uregerlighed. Ilden er blevet tæmmet og brugt til at varme vores mad, ligesom dens koncentrerede kraft kan bruges til at dræbe. Undertiden slipper ilden fri, og alt brænder.

Alt sættes ind for at tæmme billedet. Repræsentationen kontrolleres. Repræsentationen er alt. Magten bliver synlig. Vi har ingen indflydelse på billedet, er kun genstand for dets indbrud. Med tiden har billedets indbrud fået en rent lammende virkning. Når vi har glemt alt andet, bliver lammelsen den almindelige tilstand. I indbruddet ligger volden. Bombardementet. Vi ved ikke, hvad vi skal sige.

Territoriet (video rum a):
Jeg husker, da jeg sammen med min ven Mohannad kørte til Bireh for at filme bosættelsen højt hævet over Ramallah på Vestbredden. Han sagde: ”Dette er mit fortrukne sted, når jeg vil fotografere bosættelsen.”

Jeg filmede den israelske bosættelse fra Mohannads fortrukne sted. Jeg havde allerede set andre billeder som var optaget fra dette område med en lignende udsigt over Palæstinas rullende bakker. Så værsgo, et billede af en befæstet by placeret højt på en bakketop, som omkredses af en anden mere spredt by. En israelsk koloni på besat palæstinensisk territorium.

Det, vi ser, er en konflikt om retten til et territorium, selvom alt ånder fred og idyl. Landskabet taler til sanserne og historien. El Greco og Velásques landskabelige billeder spøger. Det er egentligt et billede af en krig i ultra slow motion. Grænsen trækkes hele tiden op, men er aldrig permanent. Endnu et krigsbillede.
Bosættelsen ligger som de fleste bosættelser placeret højt på bakketoppene og overskuer det omliggende landskab. Man ser bosættelsen ligge højt over byen, når man færdes i Ramallahs gader. Den kontrollerer det palæstinensiske landskab ved hjælp af sit overblik. Dette landskabsbillede fortæller historien om dominans og kolonisering.

Dette er også et geopolitisk billede, sammenflettet med andre krige og sammenflettet med andre invasioner. Bosættelsen er også forbundet med den Grønne Zone i Bagdad, med de danske baser i Afghanistan. Helmand. Der ligger danske soldater bag befæstningen og kigger ud på et landskab, som ikke er deres. Et landskab de skal kontrollere. Men det ser vi ikke på billedet.

Voice over (rum a)
Og krigsbillederne flimrer sammen med de andre billeder. JVC, Burger King, IKEA. Som vi også genkender. Forestillingen om varernes lykke forekommer betryggende i lyset af billederne af krigens rædsler. Men de virker på samme måde.

De elektroniske netværker gør, at billederne af de fjerne krige transmitteres og er fremme uden forsinkelse. Kommunikationens samtidighed er overvældende konkret. Netværkerne former forestillingen. Derfor er billederne også blevet en del af krigen. Billederne viser os krigen som en retfærdig krig, en humanitær intervention, en etisk krigsførelse. Folk dør. 

Måske er det ikke så mærkeligt, som det tager sig ud. Folk er forstummede. Billederne af de krigsførende. Billederne fra slagmarken. Disse billeder, som ellers skulle repræsentere den ultimative virkelighed. Døde kroppe, oprevne liv. Stemmerne er forstummet.

Den retfærdige krig, den fredsbevarende indsats, det forebyggende angreb. Forestillingen om den gode krig vises frem. Der findes ikke andre billeder. Rummet er klappet sammen.

Forestillingerne formes mere og mere af blinde kræfter og strukturer, der slet ikke kender forskel på krig og fred. Forestillingerne tildeler os en synlig position i verden, som vi ikke har indflydelse på. Billedet bryder ind, og forestillingsverdenen tilrettelægges, så vi kun kan se på. Mens vi er synlige. Det er organiseret ifølge varernes logik. Leverandøren bestemmer udvalget: Som kunde er du i centrum, men der er intet alternativ. 

Billederne er ikke blotte repræsentationer af såkaldt virkelighed et andet sted. Billederne producerer virkeligheden her. Billeder virker dynamisk, skaber koordinater for forestillingen. Forestillingen beskriver det synlige. Vi kan ikke se noget omkring os, som ikke er vores eget billede; alting taler til os om os selv. Selve landskabet er levende. Membranen mellem den indre forestilling og den ydre forestilling er væk.

Lejren (video rum b):
Det var en fantastisk smuk efterårsdag. Jeg gik og filmede med mit kamera på en stav, så jeg kunne overskue demonstrationen og landskabet. Optagelserne skulle vises på en alternativ tv-station, for at sikre en mere grundig dækning af aktionen, end den de øvrige medier ganske givet ville levere. Jeg lod bare kameraet løbe og var også interesseret i at skildre hvilke folk, der var medvirkede i demonstrationen, og hvad der skete mellem dem.

Aktionen tog landskabet i brug som sin scene. Landskabet ses som oftest som naturens scene, men er også krigens scenografi. Vi har set billederne af de store slag i landskaber i de klassiske repræsentationer. Det findes der mange billeder af: Waterloo, Normandiet, Gulfen.

Men de billeder, vi ser her, har en anden karakter. Her ser vi atter krigsbilleder. Men her foregår slaget ikke mellem nationale hære, men mellem indbyggere. Oprør i demokratiets grænseegne. Demonstranterne ønskede at ødelægge billedet af lejren. Og politiet forsvarede billedet med alle midler. På billederne skildres ikke en sejr, tværtimod. Her skildres et dybtgående nederlag, men  billederne viser, hvad magten vil gøre for at forsvare billedet af lejren. Billedet af lejren er stadig intakt. Men billederne af krigen blev vist frem.

Voice over (rum b)
Verden har lært os, at tingene forandres. Frygten gives hele tiden nye former. Dens ansigt skifter udtryk og træder frem, når vi mindst venter det. Frygten produceres og reproduceres på ny. Gives nye former. Frygtens spøgelse tegner den politiske horisont.

Hvis jeg sagde, at denne usikkerhed ikke fandtes, da jeg var barn, ville det være forkert. Dengang hang atombomben truende med billeder af total udslettelse. Men det trusselsbillede, som udfolder sig nu, demonstrerer en anderledes fuldkommenhed. Der findes intet øst og vest. Nu er der intet alternativ. Som om frygten er blevet en betingende faktor for et samfund, der ikke kan hænge sammen på andre måder.

Når samfundet adskiller os gennem sin måde at virke på, og når det eneste fællesskab er kapitalens menneskelige fællesskab, så træder frygten beredvilligt til for at skabe sammenhæng. Frygten er et spøgelse, som manes frem igen og igen. Billeder af rabiate muslimer med mord i blikket, billeder af hobevis af kroppe, der bevæger sig mod vores grænser, billeder af fremmede iblandt os, der ønsker vores udslettelse. De produceres igen og igen. Det fremmede spøgelse.

Og andre forestillinger får fornyet magt; billeder af nationens kunstige fællesskab, billeder af den vestlige civilisations selviscenesatte overlegenhed, billeder af den hvide fornuft. Verden gøres mindre for at få den til at hænge sammen. Og frygten, som kendetegner vores adskilte liv, bruges til at overblænde netop adskillelsen.

Og billederne fra slagmarken kommer hjem. Når vi ser dem, manifesterer den allestedsnærværende trussel sig atter. Den piskes ind. Den transmitteres gennem de elektroniske netværker. Slagmarken kan udfolde sig uden for vores vinduer til enhver tid. Det sker her og nu.

Og krigen er flyttet ind. Ikke alene uden for vores vinduer, men i vores hjem, i os selv. Den er flyttet ind. I os selv. Billederne fra Bagdad og Kabul eller Madrid og London er realiseret som virkelighed lige her og lige nu. Billederne af krig er krig. Men krigen er iscenesat af os selv. Anders Fogh Rasmussen, Tony Blair, George Bush er os selv. Vi er i krig med os selv. Vi skyder.

Billederne fra slagmarken bryder bestandigt ind. Det er derfor, vi mister evnen til at ænse, hvad vi ser. Sanserne er blevet reorganiseret, kroppene er blevet formet af krigen. Vi er soldater. Det er bare et billede. Det er bare døde kroppe. Det er ødelagte byer. Det kan vi se. Men det er så efterhånden det eneste, vi konstaterer; døde kroppe, ødelagte byer. Vi skyder. Enhver nuance, som kunne give indtryk af, hvilke liv og hvilken død vi ser, bliver overdøvet af mængden og gentagelsen af scenerierne. Vi står midt i det. Erfaringen er faldet i værdi. Historien er glemt. Vi skyder.

Vi ser aldrig hele slagmarken, men kun en del af landskabet. Vi ser kun den slagmark, som vi kan se over skulderen af vores soldater. Vi ser bare krigen fra Camp Eden og Camp Bastion. Fjenden er blot diffuse skygger. Kjortel, skæg, mørke øjne. Fjenden fremmanes som et billede af umenneskelighed. Så vi kan spejle vores egen påståede menneskelighed i ’de andre’. Slagmarken er et tilrettelagt landskab. Synlig er kun ’de andres’ vold. Selvmordsangrebene i New York, Bagdad, Madrid, Mumbai. Vi ser billederne igen og igen.

Vi ser aldrig billeder af dem, som blev ramt af hellfire-missilerne i landsbyerne i Afghanistan, Irak eller Somalia. Skuepladserne for de fjernstyrede droners missilnedslag i Yemen eller Pakistan ser vi heller ikke. Her findes et bagland, som ikke gengives nogen steder. Men volden her er nådesløs, og det er vores vold, den retfærdige krig, den humanitære intervention, den etiske krigsførelse. Torturkamrene i Guantanamo eller Balghram findes ikke. Netværkerne kontrollerer forestillingen. Derfor er kontrollen med billedstrømmene også blevet en del af krigen. Visse billeder findes ikke. Visse forestillinger ville ødelægge alt. Den lille flig, der blev løftet, da vi så billederne fra Abu Ghraib afslørede det. Alt brændte.

Byen (video rum c)
Byen er blevet et fremmed sted. Byens rum fortæller dig vedholdende, at her har du intet at gøre. Men ligesom byen traditionelt er scene for demokratiet og den borgerlige ordens evindelige sortering af kroppe, er byen også scene for dette skuespils sammenbrud.

Den gældende orden smelter væk. Kroppene bevæger sig i anderledes mønstre. De dirigeres ikke af  den tvang, som til dagligt bestemmer adfærden. Intet job, ingen konsum, intet konkret formål. Hverdagens orden erstattes af en anden orden. Affaldscontainerne brænder, og  koordinaterne for den kendte orden falder bort.

Afmagt bliver glimtvis til magt.  De skygger, som ikke findes, kommer pludseligt til syne. De stemmer, som ikke bliver forstået, satte scenen de nætter.  Magtens fornuft viste endnu engang, at den ikke er i stand til at forstå sprog, der ikke er dets eget.

Jeg gik og filmede uden egentligt at have et formål. Dog kunne mit pressekort sikre, at jeg ikke blev anholdt uden videre. Men betjentene stod stort set aldrig ud af deres vogne den nat. De tromlede blot igennem ved enkelte lejligheder. Der var simpelthen for mange mennesker og for mange bål til at de kunne stille noget op.

De dage blev folk oppe om natten. De reorganiserede byens rum, og hverdagens stramme geometri blev afløst af ukendte former i bevægelse. Bålenes flakkende gule glød afløste gadelampernes monotone tæppe af ligegyldighed.

Andre verdner bliver synlige, når natten falder på og lysets skarpe fornuft svinder. Her bryder kaos ind, ligesom begæret. Beboerne i den ubeboelige by vågner. Byen bliver scene for de konflikter, som den selv producerer, sit eget kaos.  Og alt blev sat ind for at holde det nede. Men kaos vidner om, hvad der sker, når kontrollens overfladiske hinde brister. Studerende, indvandrere, håndværkere – byens beboere begynder pludselig at skabe et fælles rum. Alle producerede et nyt rum. Byen brænder.

Voice over (rum c)
Denne krigsførelse, dette billedregime, denne ætsende frygt vidner om et system i opløsning. Et system, der er bange for sig selv. Befolkningen er farlig. Et system som er i færd med at falde fra hinanden. Kapitalens menneskelige fællesskab er i krise. Derfor bruger vi så mange midler på at skjule vores nederlag.

Den politiske magt er godt klar over billedets kræfter så vel som dets uregerlighed. De har kun deres bureaukratiske og teknologiske magtmidler til at kontrollere billedet med, så de stemmer, vi hører, og de ansigter, vi ser, er produceret af dette maskineris iskolde kalkulationer. Vi bliver præsenteret for taler om ’demokrati’ og ’sejr’ på en baggrund af smilende soldater, men vi ved udmærket godt, at krigen kun lige er begyndt, og at ordet demokrati kun dækker over endnu et overgreb. Der er ikke noget at komme efter. De billeder, staterne fremstiller, er bureaukratiske og teknologiske magtmidler, som i deres paradoksale livløshed rummer kimen til deres egen ødelæggelse. Men kun magtens enetaler kan høres. Det politiske rum er væk, der er kun politi tilbage.

Vi er vidner til et selvforstærkende sammenbrud. Samfundet er ved at ødelægge sig selv under dække af et skuespil med replikker hvor ordene ’sikkerhed’ og ’demokrati’ ustandseligt indgår. Se billederne fra Kabul, Bagdad, London og Mumbai. Se, hvad der kan ske, siger statsministeren, men de døde kroppe, han peger på, er hans eget værk. Med frygten kom lammelsen.

Billederne præsenterer sig selv som verden. Forestillingen præsenterer sig selv som verden. Billederne bliver ikke blot derude, de bryder ind, og synker ned i bevidstheden. Forestillingen er vores egen. Og bliver reaktiveret i mødet med det næste billede. Forskellen på den indre og ydre forestilling findes ikke.

Krigen er en forestilling, som vi lever i. Vi ved ikke, hvad vi skal sige. Der er ingen argumenter. Kun konfrontation. Magtens ansigt bliver hele tiden tydeligere. Billederne fra slagmarken bruges som argumenter for vold alle steder. Billederne fra slagmarken legitimerer, at politik er blevet administration af sikkerhed. Politi. Fjenden findes på slagmarken, men slagmarken er ikke længere et fjernt landskab. Krigen er rykket ind blandt os. Vi er soldater. Alt er synligt. Billederne fra slagmarken bruges som argumenter for at lade samfundet ødelægge sig selv. Samfundet ødelægger sig selv, og der er ingen vej tilbage. Det er blot et spørgsmål om tid, før det hele står i flammer. Når huset brænder, afsløres det grundlæggende arkitektoniske problem.

Jakob Jakobsen februar 2010